Shakespeares tragedier viser os ikke blot et snævert udsnit af den menneskelige erfaringsverden, men et univers, der rækker ud over ”den beroligende, trygge Midte, i hvilken de fleste Mennesker have deres Liv” (Kierkegaard). Det betyder imidlertid ikke, at forbindelsen til vores erfaringsverden kappes. Tragedierne holder et spejl op for os, hvori vi kan kende og genkende os selv, vores egne konflikter og erfaringer, men i et uddybet perspektiv og en forstørret og intensiveret skikkelse.
Det dynamiske centrum i dette univers er lidenskaben, individets lidenskab i dens spændingsforhold til den sociale orden. Vi vil se nærmere på lidenskabens forskellige skikkelser. Den ungdommelige brusende og berusede i ”Romeo og Julie”. Magtbegæret i ”MacBeth”. Den blokerede i ”Hamlet”, hvor lidenskaben ikke kan vendes udad i handling, men bøjes indad i selvrefleksion. Den ambivalente i ”Othello”, hvor kærligheden slår over i sin modsætning, gribes af skinsygens grønøjede monster og bliver til had.