“Storytelling reveals meaning without committing the error of defining it.” Hannah Arendt.
Ved at fortælle historier forsøger vi at forstå vores virkelighed og give den mening. Begivenheder og erfaringer bindes sammen til et forløb, så de ikke fremstår som kaotiske og tilfældige men betydningsfulde måske meningsfulde. Denne stræben mod at skabe orden i kaos finder vi også i tænkningen, filosofi og videnskab. Men fortællingerne kommer først, både i menneskehedens historie og i den enkeltes. Og fortællingerne har det fortrin, at de aldrig bliver abstrakte og erfaringsfjerne, men altid er konkrete og nærværende. Her møder vi konkrete personer i konkrete situationer. Vi møder en verden vi kan leve os ind i og for en stund blive en del af. Derved udvides og uddybes vores erfaring og forståelse af hvad det vil sige at være menneske.
Litteraturen holder et spejl op for os, hvori vi kan genkende os selv – og måske lære mere at kende end vi umiddelbart kender til. Hvor vi vel lever i, hvad Kierkegaard kalder ”den trygge og beroligede Midte hvori de fleste Mennesker have deres Liv”, der møder vi i litteraturen konflikter og erfaringer af større dybde og intensitet. Vi kender vreden, men har ikke erfaret den med samme intensitet og konsekvenser som Homers Achilleus. Vi kender forelskelsen, men har ikke erfaret den med samme intensitet og konsekvenser som Shakespeares Romeo. Vi kender jalousien, men har ikke erfaret den med samme intensitet og konsekvenser som Shakespeares Othello eller Goethes Werther. Vi kender fortvivlelsen, men har ikke erfaret den med samme intensitet og konsekvenser som Dostojevskijs Raskolnikov. Vi kender erfaringen af at være fremmed i verden, men ikke med samme intensitet og konsekvenser som Kafkas Josef K.